Denne 12-ugers træningsplan er til dig, der allerede kan løbe 5–10 km og gerne vil bygge din udholdenhed op til at kunne løbe 20 km i roligt, kontrolleret tempo. Planen er ikke til dig, der vil sprinte mod personlige rekorder – den er til dig, der vil løbe længere, stærkere og med overskud.
Planen er bygget op omkring tre ugentlige pas:
Kvalitetspas med intervaller og teknik (typisk tirsdag)
Tempoløb og rytmetrænende blokke (typisk torsdag)
Langt udholdenhedspas med tempoelementer (typisk søndag)
Dagene er vejledende – du kan sagtens flytte træningen til fx mandag, onsdag og fredag, hvis det passer bedre i din hverdag.
Derudover indeholder planen en valgfri tekniktræning på ca. 1 km hver lørdag, hvor du kan arbejde med skridtfrekvens, balance og kropskontrol. Dette lille pas kan hjælpe dig med at forbedre løbeøkonomi og skadesforebyggelse, men det er helt frivilligt.
Alle pas styres efter % af tærskelfart (TP%), og ikke efter puls eller pace. Det gør planen enkel at tilpasse uanset erfaring og fart.
Et GPS-ur eller almindeligt løbeur med lap-funktion er alt, hvad du behøver. Pulsbælte kan bruges, men er ikke nødvendigt. Det vigtigste er, at du lytter til kroppen og mærker, hvordan træningen føles – det er her, du virkelig rykker dig.
Hvis du er en del af Team Trailguy Løbefællesskab, eller bare vil nørde løb med os andre, er du altid velkommen til at tage fat i Trailguy Stevns for sparring.